fredag den 2. februar 2018

Februar - lysere tider langsomt på vej

I går var det den 1. februar. Lyset var helt anderledes, og man fik en fornemmelse af, at det er rigtigt, at det kan blive forår igen. Idag er det ganske vist mørkt og regnfuldt, men under alle omstændigheder er det sådan, at dagen er blevet noget længere allerede. Det sætter vi pris på.


                                               

Den største begivenhed for vores familie i januar var, at Mette og Tobi fik en dejlig lille mørkhåret pige den 20. Trods en lidt voldsom start med akut kejsersnit og indlæggelse nogle dage på neonatalafdelingen, så går det rigtig fint nu. Vi så hende dagen efter, at hun blev født, men nu glæder vi os til, at vi snart skal derned igen, så vi kan opleve, hvordan hun folder sig ud, når hun er hjemme. Alle her er straks blevet helt forelskede i den/det lille nye niece, kusine, barnebarn eller oldebarn.

I den anledning har jeg syet et par ting til Asta Amalie, som er den lille piges navn. Bl.a. dette tæppe med små søde kaniner.



Jeg er som før blevet inspireret af Elizabeth Hartmanns dejlige mønstre. Her er et link til hendes hjemmeside igen: www.elizabethhartmann.com


Jeg fik også syet et barnevognstæppe med en stjerne på. Jeg faldt over det søde stof med dyrene i en ny stofforretning i Helsinge. Stoffet er fra bloomecph.dk


Min mor blev 95 år forleden dag. Hun ønskede sig en ny toiletpung, og det fik jeg også syet til hende. Heldigvis blev hun meget glad for den. Nu skal vi fejre hende på søndag. Vi bliver 26 her hos os til frokost. Det glæder vi os til.


Lillepigen har også fået et par myrebukser. Hun hører jo til den generation, der også bliver nødt til at spise insekter, ifølge fremtidsforskerne. Så vi vænner hende til myrer med det samme. Mønstret har jeg fundet på nettet. Jeg vil finde linket frem i et kommende indlæg.



God weekend til alle jer, der læser med.