mandag den 31. oktober 2016

Efterårsferie, sommerhus, fødselsdag og Südtirol

Jeg har allerede vist de fleste af de ting, som jeg har syet til min datters og hendes families nye sommerhus. I kampens hede glemte jeg at fotografere det hele. Men nu står de jo bare deroppe, så jeg kan fotografere dem der. Det var en dejlig oplevelse at være med, da de overtog huset og se, hvordan alt fungerer. Jeg er sikker på, at de nok skal få mange dejlige oplevelser både i huset, i haven og i området. Nærheden til vandet gør, at pigerne i hvert fald vil få mange gode strandoplevelser i de kommende år. Det bliver spændende at se, hvordan de kommer til at sætte deres eget præg på både huset og haven. Der er masser af gode muligheder for at lave spændende hyggekroge og legemuligheder til pigerne. Et cirkustelt kan man altid bruge.


Her er et par skovtrolde i gang med økse og sav.


Her er lidt lånte fjer: Hilde er meget optaget af de små dukker af toiletruller, som man viser på Ramasjang, og som børnene sender ind til minimgp. Her er et par dukker, som hun har lavet sammen med sin mor:


Et andet stort arrangement i efterårsferien var Mettes og Andreas' 30-års fødselsdag. De stod selv for festen, men vi lagde lokaler til. Selv om det er et stort arbejde at ændre stuerne til festlokaler, er det nu både sjovt og festligt.






Der skal købes meget ind og forberedes meget mad til lidt mere end 40 gæster. Menuen var

Velkomstdrink: Crémant

Forret: Tapas bestående af dadler i bacon, oliven, kartoffeltortilla og gedeost med timian og honning på flûte

Hovedret: chili con carne med revne gulerødder, guacamole, cremefraiche, tortillachips

Dessert: Kaffe med gulerodskage, drømmekage og brownie

4 forskellige drinks





Det var en meget vellykket fest med god mad og lækre drinks og veloplagte gæster og gode taler til fødselarerne.

Allerede dagen efter igen drog berlinerne tidligt af sted, og vi kørte lidt over 7 af sted mod Südtirol, hvor vi skulle mødes med nogle tyske venner om tirsdagen. Det var et frygtelig dårligt vejr med regn og tåge både mandag og tirsdag. Men vi nåede godt til Rothenburg an der Tauber mandag aften, hvor vi havde bestilt et hotelværelse. I modsætning til vores besøg i september, hvor der stadig var mange på ferie, var byen denne aften, naturligvis også på grund af de dårlige vejr, nærmest spøgelsesagtig tom. Men der er alligevel dejligt.







Efter en ikke så lang køretur som dagen før og et hyggeligt besøg i Innsbruck nåede vi frem til Eppan ved Bozen i Südtirol. Vi fandt det vingods, som vi skulle bo på: Weingut Donà. Det lå rigtig dejligt midt ude i vin- og frugtmarkerne og for foden af et bjerg, hvor der lå en gammel borg, Hocheppan, på toppen. Her havde vi sammen med vores venner to små lækre lejligheder med en fin udsigt.









Om torsdagen var vejret rigtig fint, og vi gik en lang tur op til Hocheppan, hvor vi spiste Speckknödel mit Specksalat. Lækkert. Det var en dejlig tur, og borgen, som selvfølgelig er en ruin, var en dejlig oplevelse.









Nede i dalen igen så vi nogle af de sidste druer på vinstokkene:



De røde Pink Lady æbler blev plukket dagen efter, og vi fik en hel kasse med hjem. Uhm!


 De gule efterårsfarver lyste op i solen.




Vi besøgte også en anden middelalderborg med mange smukke og ret velbevarede fresker. Navnet på borgen er Runkelstein. Det lyder da rigtig godt til en middelalderborg, ikke?


Nogle af freskerne fortalte historien om Tristan og Isolde og andre af kong Arturs riddere.

                                                     










Her i Südtirol er der masser af god vin, og vi fik også smagt en del og købt en del vin med hjem.

Hjemturen gik over Brixen, en lille hyggelig by, der ligger lidt før Brennerpasset. Vi overnattede i Ingolstadt, der har mange barokhuse bevaret.

Den sidste dag tilbragte vi nogle timer i Nürnberg, som jo er en flot middelalderby. Selv om den blev meget ødelagt under anden verdenskrig, er den flot restaureret og meget interessant.

Vel hjemkommen var det også dejligt at spise morgenmad i vores stue med denne skønne efterårsudsigt:




onsdag den 12. oktober 2016

Nu er det rigtigt efterår

Nå, nu kom efteråret rigtigt. Det er regnfuldt og blæsende, og i dag hænger der mørke skyer over byens tage, når jeg ser ud af mit vindue. Det er rigtig tid til at hygge sig indenfor.

I sidste uge var det Lærernes Dag i skolen. Jeg fulgte Elle i skole, og her så jeg, hvor flot der var pyntet op i hendes klasse med balloner og laminerede stjerner med citater fra børnene om deres lærere. Jeg er dybt imponeret over det flotte hjemmebag, der også stod på bordet. Jeg har selv undervist i mange år, men aldrig oplevet noget lignende. Måske skulle man bare huske at værdsætte lærerne og deres arbejde hver eneste dag ved at bakke dem mere op.




For længe siden købte jeg noget uldstof, som jeg ville sy en jakke af. Min svigerinde havde syet en smart jakke, som jeg gerne ville lave næsten magen til. Men vi kunne ikke finde mønsteret igen. Så det blev ikke til noget (selv om jeg har købt en del jakkemønstre (-:). Sidste år var jeg med en veninde i Lyngby på juletur. I en kunsthåndværkerbutik så jeg en busseronne, hvis stof mindede om det, jeg havde købt. Så jeg har længe gået med tanken om at sy en tilsvarende. Det fik jeg så endelig gjort forleden dag. Men denne gang kunne jeg selv lave mønsteret ved hjælp af gamle sweatshirtmønstre, som jeg ændrede på forskellig vis, fx lavede jeg en anden krave. Jeg er ganske godt tilfreds med resultatet.




Nu er jeg lige ved at have lavet tørklædet til Andreas færdigt. Det skal blot sys sammen, og jeg er kommet lidt længere end det fremgår af billedet her. Jeg håber, at han bliver glad for det.


Oppe på loftet fandt vi Mettes gamle dukkeseng. Den kommer nu med til det nye sommerhus. Jeg fik som en start syet en lille madras af noget mælkedrengestof, jeg har haft liggende i mange år. Nu skal jeg lige sy et lagen, en pude, en dyne og et sengetæppe. Så den bliver ikke klar til på lørdag, men det går nok.


Signe og jeg var i IKEA og i Jysk forleden dag, som det fremgår af billedet her. Der blev købt godt ind til efterårsferien i det nye sommerhus. Det skal nok blive rigtig lækkert og dejligt.


I Tyskland var der rund fødselsdag, og bordkortene var hjemmelavet svedskemarmelade. En rigtig god idé til efterligning.


Jeg fik en lille hilsen fra min datter i Berlin, og det kan man jo kun blive glad for. Jeg er sikker på, at hun mener det alvorligt. (-:

Det ses måske ikke så tydeligt på billedet nedenfor, men nu tørrer vi nogle af vores krydderurter fra sommerhuset på gardinstangen i køkkenet. Salvie og mynte, og det dufter dejligt. Vi vil ikke have gardin derude, for det tager alt for meget lys, men nogle urter går an.



Jeg har lige nået at sy to puder til de små piger til leg i sommerhuset. De får et lille cirkustelt fra IKEA, og så har de brug for nogle puder, de kan lægge derind. De kan jo også godt bruge puderne fra de små kurvestole, som jeg også har syet til dem. Stofferne her er bare rester, og jeg er sikker på, at pigerne (især den ældste) kan genkende alle stofferne fra andre ting, jeg har syet til dem.


Det ser endelig ud til, at håndværkerne er færdige  med at udskifte de gamle vinduer til nye vinduer og døre både i stuen og i soveværelset i Andreas lejlighed, men han har faktisk ikke kunnet bruge sin lejlighed rigtigt i over ti uger. Det er altså ikke særligt godt tilrettelagt fra entreprenørens side.

Nu er der desuden kommet nye billeder, ny hylde og nye smarte lamper. Det ser lækkert ud. Det eneste, der mangler, er altanen, og den går de vel i gang med at lave snart. Håbet er som bekendt lysegrønt. Det bliver utrolig dejligt med en vestvendt altan.


tirsdag den 4. oktober 2016

Nu er overlockeren ved at blive taget i brug

Nu er jeg ved at få taget overlockeren i brug. Der er stadig en del at lære. Med jeg har endelig fået syet de to små kjoler/sweatshirts som jeg for længe siden har købt stof til. Heldigvis er de blevet modtaget med stor begejstring.

Mønstret er rigtig fint, og pasformen god.

Både lillesøster


og storesøster virker meget tilfredse.


Mønster og stof er fra Bloom Copenhagen.