torsdag den 27. september 2018

Nu er det efterår

Her i weekenden skiftede vejret rigtigt fra sommervejr til efterårsvejr, og for mange har det været ensbetydende med lidt snue og ondt i halsen.

I Berlin var vi til bryllup på en dag, hvor det  var blevet markant koldere, men det regnede ikke og solen tittede frem ind imellem. F.eks. da brudeparret forlod kirken efter vielsen og skulle klippe sig igennem et hjerte for at komme ud på den anden side og starte deres nye liv som ægtefolk viet både på rådhuset og i kirken.

                                               



Det blev helt igennem et skønt og fantastisk bryllup med et smukt brudepar, et yndigt dåbsbarn, dejlig familie og masser af gode skønne venner til brudeparret. Ud over det store antal tyskere og danskere var der gæster fra USA, Québec (Canada), Mexico, Frankrig, Spanien, Finland, Norge, Singapor, Schweiz, Belgien og måske flere andre steder. Det var skønt med et så internationalt selskab, som alle forstod at hygge sig med hinanden. Så dansk, tysk, engelsk og fransk var sprog, som blev hørt i løbet af dagen. Mette og Tobi har også lært hinanden at kende i Toulouse, så der stammer nogle af bekendtskaberne fra.

Fra kirken sejlede vi med et par små færger ud til Insel der Jugens (Ungdommens Ø) hvor bryllupsfesten blev holdt.


På bådene fik vi bryllups- og dåbskager samt Sekt og kaffe. Det var så hyggeligt og festligt.

På Insel der Jugend var der Sektemfang, og her blev der taget et dejligt billede af bruden og dåbsbarnet.

Bryllupsmiddagen var virkelig lækker, og bagefter var der fri bar og levende musik og senere DJ. Der var gang i den på dansegulvet, men nogle af de yngste deltagere gik kold et stykke over midnat:


Her ligger tre dejlige kusiner på rad og række.

Jeg kunne underholde meget med hvor svært det var at komme til og fra Berlin: 2 gange uheld med bilen, ekstra overnatning i Rostock, lejebil, timelang omkørsel, dårlig organisation i Tegellufthavnen, så det planlagte fly ikke blev nået. (Det gjaldt for en stor gruppe passagerer). Men bortset fra det blev det en fantastisk fest og weekend. 

Jeg har ikke fået syet så meget, men nu er jeg ved at komme i gang.

En ny quilt af rester ser dagens lys. Toppen er færdig, men jeg skal til at samle den og quilte. Det bliver spændende på min nye maskine.


Jeg fik lavet en sovepude med plads til godnatlæsning til dåbsbarnet. Jeg fik også syet et elghoved i samme stof, men det nåede jeg ikke at fotografere.


Da vi var i Sverige sidst fik jeg syet en blok som jeg ikke havde prøvet før. En skål med blomster.


Her er en lille quilt, som nu hænger i sommerhuset. Strandhuse eller landsby, alt efter temperament.


Det var foreløbig det jeg ville fortælle. Nu er maleren ved at være færdig i stuerne og jeg kan vaske gulv og sætte møbler på plads. Nu skal jeg nemlig til at gøre klar til70 års fødselsdag om en måned.

fredag den 17. august 2018

Ferie, ferie, ferie

Det er længe siden, at jeg har lavet et indlæg, men det har altså også været sommer og ferie i lang tid, og ferien er heldigvis ikke helt forbi endnu.

For vores vedkommende har der både været en tur til Frankrig og Tyskland, og så har vi haft besøg fra Berlin flere gange. Vi har været en del i sommerhuset, og så har vi endda haft bryllup i familien her i august. Tivolibesøg med børnebørn og gæster bl.a. fra Tyskland har vi også nået.

Nu er vi gået lidt mere ind i os selv, forstået på den måde, at vi skal have ordnet vores hjem, inden Lars fylder rundt til november, og vi har inviteret 50 mennesker. Heldigvis er vores energi vendt tilbage, så vi har rigtig lyst til oprydning og forandring.

Syprojekterne har godt nok ligget på et minimum, men hovedet er fyldt med ideer, så når det nu ikke længere er så varmt, så kan det godt være, at der bliver mere tid til nye spændende ting på den front.

Her er billeder fra vores overnatningssted i det skønne Bourgogne:







Abbeye de Fontenay har vi besøgt flere gange, men det er et utroligt smukt sted, så vi nyder det virkelig hver gang.






Vi har nydt vores altan hver eneste gang, vi har været hjemme her i sommer. Det har dog ikke været så mange dage.


Jeg glæder mig til at vise hvad jeg har syet om lidt tid.

tirsdag den 19. juni 2018

Ny blok

Jeg blev så inspireret af en blok på IG, som jeg absolut måtte prøve. Heldigvis har jeg efterhånden mange rester i sommerhuset også, så jeg fik lavet en blok. Jeg vil bruge denne til en brødkurvsserviet. 


Blokken stammmer fra The Splendid Sampler. Her er et link:The splendid sampler

Jeg ved ikke, om jeg vil binde an med en hel quilt med denne blok. På den anden side er det jo en god måde at få brugt rester på. De strimler, der skal bruges måler 1 1/4 inch i bredden og 2½, 4½, 6½ og 8½ inches. Men til mindre projekter et det en fin blok, der virkelig kan varieres.

I dag glæder jeg mig til at få besøg af nogle tidligere kolleger fra VUC i Køge. Det bliver så hyggeligt. Det er dejligt, at man kan blive ved med at have kontakt, selv om det efterhånden er en del år siden, at jeg holdt op med at arbejde der.

torsdag den 14. juni 2018

Mere tid på den nye symaskine

I går nåede jeg trods mange andre gøremål at få lidt tid ved den nye symaskine. Den syr dejligt og især meget stille.

Jeg er meget glad for stjerner for tiden, og da vi manglede en pude til den ene stol på altanen, fik jeg syet et forstykke til en pude i går aftes. Jeg har naturligvis kun brugt rester, for dem har jeg lidt for mange af, lige som alle der syr patchwork og quilter. Det er som om bunken af rester bare vokser, selv om man forsøger kun at sy med dem.

I dag håber jeg, at jeg kan få tid til at gøre puden færdig.

Sådan ser forstykket ud:


I dag har Lars været til fysioterapeut på hospitalet. Han fik at vide, at alt ser rigtig godt ud her tre uger efter operationen af skulder og kraveben, så vi er rigtig glade. Det var nemlig en god nyhed.

Vejret er stadig lidt krudunset, så der er ingen undskyldning for støvsugning og gulvvask. (-:
Vi har fundet vores robotstøvsugere frem, så de kan komme i tjeneste igen. Det skal nok blive godt.

God dag til dig der læser med.

onsdag den 13. juni 2018

Sommer

Lige nu er det knap så varmt som det har været de foregående uger, men det er også dejligt, for så bliver der mere tid og lyst til indendørs sysler, som fx syning og rengøring (hm, hm!) Men vi har virkelig nydt det gode vejr, både her i byen og i sommerhuset.

Jeg elsker at lave nye hyggekroge i haven, og der skal egentlig så lidt til: et par stole, et par puder og en parasol. Her kan vi så se vores have i en ny vinkel.


Det er altså en superterrasse, som Signe og Gregers har fået lavet med hjælp fra Andreas. Vi så den selv i sidste weekend, og vi har prøvet, hvor god den er at sidde på hele dagen.


Hilde og jeg har nået at være på Glyptoteket og tegne, som vi har gjort før. Vi skulle nå det inden Hilde startede i 00 på SFO'en. Vi finder nogle værker ud, som vi så sidder og skitserer i vores medbragte skitsebøger. Det er altid så dejligt at hygge sig om sådan en beskæftigelse.

Her var det en ægyptisk sarkofag, som vi tog under behandling.


Palmehaven er et dejligt sted til fordybelse.



Jeg har endelig fået købt en ny symaskine. En Brother, som jeg aldrig har prøvet før, men en af damerne på Helene Gravenhorst' kursus havde en sådan maskine, og den virkede virkelig god. Jeg har kun prøvet den lidt, men jeg er meget tilfreds. Det første jeg rigtig syede (bortset fra en reparation af et par herrebukser) var denne lille toiletpung til en veninde. Mit eget mønster, som jeg tidligere har nævnt.




Vi nød vores syrener, mens de blomstrede.



Hilde og jeg var også på tur til Bakkehuset en eftermiddag. Der er nok at se på, også for en pige på seks år. Men det er en skøn café, som Bakkehuset har fået, og de serverer dejlig te med lækker kage til.


Vi har indrettet altanen anderledes nu. I erkendelse af at det mest er os to, der bor her i huset, der bruger altanen, flytter vi den gamle bænk til sommerhuset. Vi har købt to magelige stole, og i hele denne varme tid, når vi har været hjemme, har vi spist og egentlig også levet på altanen.


Endelig er tæppet til Signe blevet færdigt. jeg startede på det sidste sommer, og i forgårs fik jeg afsluttet kanten. jeg tror det bliver et godt lunt tæppe, for der er fleece på bagsiden.


Min gode veninde og jeg var på kreativt marked i Korsør forrige lørdag. Hun forærede mig nogle batik fat quarters, som jeg har syet et fint tørklæde af. Det passer så godt med, at jeg har købt en del i blåt her på det sidste. I øvrigt er det imponerende så mange flotte arbejder, der udstilles på sådan et marked. Det var meget inspirerende at være med.


Nu blomstrer vores Santanarose endelig. Er den ikke smuk? Det er jo lidt svært at holde liv i de nyplantede buske og blomster med den tørke, vi har for øjeblikket. men indtil videre ser det ud som om vi har klaret det. Eller rettere sagt, at blomsterne har klaret det.


I forgårs fik jeg syet endnu en diaper clutch og en nulredims til en kommende drengebaby. En tidligere kollega skal være farmor, så hun får det med hjem, når hun kommer til frokost i næste uge.


Nu tror jeg at rengøringen kalder. Med masser af udeliv forsømmer man nemt sine stuer.

onsdag den 18. april 2018

Kommer foråret nu?

I de seneste dage ser det ud til, at foråret rigtig er på vej. Mere varme, mere sol og knopper på buske og træer, der bliver større og større.

I dag tager jeg en tur i sommerhus med min mor. Jeg er nødt til at vande de nye buske, vi har plantet, for det har vist ikke regnet et stykke tid. Så får vi også tid til at spise frokost enten i drivhuset eller måske på terrassen.

Her i weekenden har vi været en tur i Tallinn. Det tager kun 1½ time at flyve derover, og turen fra lufthavnen er ganske kort. Den gamle by er lille og overskuelig, så vi har fået gået rigtig meget.
Det er en dejlig by med masser af gamle huse og kirker, men også en moderne by med bl.a. et spændende nyt kunstmuseum KUMU, som virkelig er interessant at besøge. Vi nåede også at komme i operaen, hvor Aida blev opført. En meget fin oplevelse. Vi kan kun anbefale byen til en weekendtur.

I går var jeg på sykursus ude i Lyngby hos Speich Design. Den dygtige Helene Gravenhorst underviser mig og 5 andre kvinder i frihåndsquiltning. Det var godt. Jeg fik flere gode tips og ideer til hvordan jeg kan komme videre. Desværre nåede jeg at knække flere nåle. Det er jo lidt irriterende, men måske er der håb forude. Heldigvis er der en gang til i næste uge.

mandag den 12. marts 2018

Snevejr og influenzatid

Egentlig har de to ting jo ikke noget med hinanden at gøre, men i denne tid passer det vist godt for rigtig mange, herunder hele vores familie, der efter tur må ned at ligge med hovedpine, feber, opkast og kvalme. Vi glæder os, til det bliver forår, og det kan vist ikke vare så længe.

Vi har lige fejret lidt fødselsdag for to dejlige børnebørn, der her i marts bliver 6 og 3 år. Heldigvis kunne vi også nyde de tre store pigers selskab, selv om de ikke var helt raske efter influenzaen endnu.

Da vi passede Hilde og Gertrud i forbindelse med fastelavn, fejrede vi det lige med masker. Lars og jeg havde også masker på, så det var meget festligt.

                                                

                                                 


På torsdag kommer så den lille nye på besøg for første gang. Det er jo dejligt at skulle se hende igen. På de mange billeder vi får fra Berlin, kan vi jo se, at hun bliver større, og at hun kan smile og pludre. Mens hun er, her bliver hun 2 måneder. Så jeg gør alt, hvad jeg kan, for at blive rask, inden hun kommer.

Endelig fik jeg opgraderet den gamle puslepude i sommerhuset. Nu er der lagt lækker frisk tekstilvoksdug på, så Asta kan blive puslet under ordentlige forhold, mens hun holder et par dages ferie i sommerhuset. Jeg har også fået strikket den lille vest færdig. Der mangler lige et par knapper, men de kommer inden torsdag.

                                        

                                                    

Da vi besøgte Asta i Berlin, havde jeg hæklet en lille rangle med en bjælde i. Den er let, og hun vil snart kunne holde den. Mønstret har jeg fundet hos Mayflower, som har mange gode mønstre.


Jeg fik også lavet en ekstra pølse/slange til Stubenwagen, som Asta sover i om dagen. Den er stadig lidt stor til hende, så derfor kan slangen give hende lidt mere tryghed, når den ligger tæt på hende. Senere kan den jo bruges til leg og bygning af huler mv. Det kender vi jo alt til fra vores andre børnebørn.


Her er den stolte mormor på sin første køretur med det sjette barnebarn.


Forleden var der masser af sne i sommerhuset. Det ser jo dejligt ud, men det bliver også dejligt med blade på buske og træer.


Endelig er regnbuetæppet blevet færdigt, og nu ligger det hos Signe og Gregers og bliver flittigt brugt.


Da jeg havde fødselsdag i slutningen af februar, fik jeg bl.a fine blomster og parfume samt andre dejlige gaver, som nu bliver brugt og læst med stor glæde og fornøjelse.



 God dag til dig, der læser med.


fredag den 2. februar 2018

Februar - lysere tider langsomt på vej

I går var det den 1. februar. Lyset var helt anderledes, og man fik en fornemmelse af, at det er rigtigt, at det kan blive forår igen. Idag er det ganske vist mørkt og regnfuldt, men under alle omstændigheder er det sådan, at dagen er blevet noget længere allerede. Det sætter vi pris på.


                                               

Den største begivenhed for vores familie i januar var, at Mette og Tobi fik en dejlig lille mørkhåret pige den 20. Trods en lidt voldsom start med akut kejsersnit og indlæggelse nogle dage på neonatalafdelingen, så går det rigtig fint nu. Vi så hende dagen efter, at hun blev født, men nu glæder vi os til, at vi snart skal derned igen, så vi kan opleve, hvordan hun folder sig ud, når hun er hjemme. Alle her er straks blevet helt forelskede i den/det lille nye niece, kusine, barnebarn eller oldebarn.

I den anledning har jeg syet et par ting til Asta Amalie, som er den lille piges navn. Bl.a. dette tæppe med små søde kaniner.



Jeg er som før blevet inspireret af Elizabeth Hartmanns dejlige mønstre. Her er et link til hendes hjemmeside igen: www.elizabethhartmann.com


Jeg fik også syet et barnevognstæppe med en stjerne på. Jeg faldt over det søde stof med dyrene i en ny stofforretning i Helsinge. Stoffet er fra bloomecph.dk


Min mor blev 95 år forleden dag. Hun ønskede sig en ny toiletpung, og det fik jeg også syet til hende. Heldigvis blev hun meget glad for den. Nu skal vi fejre hende på søndag. Vi bliver 26 her hos os til frokost. Det glæder vi os til.


Lillepigen har også fået et par myrebukser. Hun hører jo til den generation, der også bliver nødt til at spise insekter, ifølge fremtidsforskerne. Så vi vænner hende til myrer med det samme. Mønstret har jeg fundet på nettet. Jeg vil finde linket frem i et kommende indlæg.



God weekend til alle jer, der læser med.