tirsdag den 19. juni 2018

Ny blok

Jeg blev så inspireret af en blok på IG, som jeg absolut måtte prøve. Heldigvis har jeg efterhånden mange rester i sommerhuset også, så jeg fik lavet en blok. Jeg vil bruge denne til en brødkurvsserviet. 


Blokken stammmer fra The Splendid Sampler. Her er et link:The splendid sampler

Jeg ved ikke, om jeg vil binde an med en hel quilt med denne blok. På den anden side er det jo en god måde at få brugt rester på. De strimler, der skal bruges måler 1 1/4 inch i bredden og 2½, 4½, 6½ og 8½ inches. Men til mindre projekter et det en fin blok, der virkelig kan varieres.

I dag glæder jeg mig til at få besøg af nogle tidligere kolleger fra VUC i Køge. Det bliver så hyggeligt. Det er dejligt, at man kan blive ved med at have kontakt, selv om det efterhånden er en del år siden, at jeg holdt op med at arbejde der.

torsdag den 14. juni 2018

Mere tid på den nye symaskine

I går nåede jeg trods mange andre gøremål at få lidt tid ved den nye symaskine. Den syr dejligt og især meget stille.

Jeg er meget glad for stjerner for tiden, og da vi manglede en pude til den ene stol på altanen, fik jeg syet et forstykke til en pude i går aftes. Jeg har naturligvis kun brugt rester, for dem har jeg lidt for mange af, lige som alle der syr patchwork og quilter. Det er som om bunken af rester bare vokser, selv om man forsøger kun at sy med dem.

I dag håber jeg, at jeg kan få tid til at gøre puden færdig.

Sådan ser forstykket ud:


I dag har Lars været til fysioterapeut på hospitalet. Han fik at vide, at alt ser rigtig godt ud her tre uger efter operationen af skulder og kraveben, så vi er rigtig glade. Det var nemlig en god nyhed.

Vejret er stadig lidt krudunset, så der er ingen undskyldning for støvsugning og gulvvask. (-:
Vi har fundet vores robotstøvsugere frem, så de kan komme i tjeneste igen. Det skal nok blive godt.

God dag til dig der læser med.

onsdag den 13. juni 2018

Sommer

Lige nu er det knap så varmt som det har været de foregående uger, men det er også dejligt, for så bliver der mere tid og lyst til indendørs sysler, som fx syning og rengøring (hm, hm!) Men vi har virkelig nydt det gode vejr, både her i byen og i sommerhuset.

Jeg elsker at lave nye hyggekroge i haven, og der skal egentlig så lidt til: et par stole, et par puder og en parasol. Her kan vi så se vores have i en ny vinkel.


Det er altså en superterrasse, som Signe og Gregers har fået lavet med hjælp fra Andreas. Vi så den selv i sidste weekend, og vi har prøvet, hvor god den er at sidde på hele dagen.


Hilde og jeg har nået at være på Glyptoteket og tegne, som vi har gjort før. Vi skulle nå det inden Hilde startede i 00 på SFO'en. Vi finder nogle værker ud, som vi så sidder og skitserer i vores medbragte skitsebøger. Det er altid så dejligt at hygge sig om sådan en beskæftigelse.

Her var det en ægyptisk sarkofag, som vi tog under behandling.


Palmehaven er et dejligt sted til fordybelse.



Jeg har endelig fået købt en ny symaskine. En Brother, som jeg aldrig har prøvet før, men en af damerne på Helene Gravenhorst' kursus havde en sådan maskine, og den virkede virkelig god. Jeg har kun prøvet den lidt, men jeg er meget tilfreds. Det første jeg rigtig syede (bortset fra en reparation af et par herrebukser) var denne lille toiletpung til en veninde. Mit eget mønster, som jeg tidligere har nævnt.




Vi nød vores syrener, mens de blomstrede.



Hilde og jeg var også på tur til Bakkehuset en eftermiddag. Der er nok at se på, også for en pige på seks år. Men det er en skøn café, som Bakkehuset har fået, og de serverer dejlig te med lækker kage til.


Vi har indrettet altanen anderledes nu. I erkendelse af at det mest er os to, der bor her i huset, der bruger altanen, flytter vi den gamle bænk til sommerhuset. Vi har købt to magelige stole, og i hele denne varme tid, når vi har været hjemme, har vi spist og egentlig også levet på altanen.


Endelig er tæppet til Signe blevet færdigt. jeg startede på det sidste sommer, og i forgårs fik jeg afsluttet kanten. jeg tror det bliver et godt lunt tæppe, for der er fleece på bagsiden.


Min gode veninde og jeg var på kreativt marked i Korsør forrige lørdag. Hun forærede mig nogle batik fat quarters, som jeg har syet et fint tørklæde af. Det passer så godt med, at jeg har købt en del i blåt her på det sidste. I øvrigt er det imponerende så mange flotte arbejder, der udstilles på sådan et marked. Det var meget inspirerende at være med.


Nu blomstrer vores Santanarose endelig. Er den ikke smuk? Det er jo lidt svært at holde liv i de nyplantede buske og blomster med den tørke, vi har for øjeblikket. men indtil videre ser det ud som om vi har klaret det. Eller rettere sagt, at blomsterne har klaret det.


I forgårs fik jeg syet endnu en diaper clutch og en nulredims til en kommende drengebaby. En tidligere kollega skal være farmor, så hun får det med hjem, når hun kommer til frokost i næste uge.


Nu tror jeg at rengøringen kalder. Med masser af udeliv forsømmer man nemt sine stuer.