onsdag den 12. oktober 2016

Nu er det rigtigt efterår

Nå, nu kom efteråret rigtigt. Det er regnfuldt og blæsende, og i dag hænger der mørke skyer over byens tage, når jeg ser ud af mit vindue. Det er rigtig tid til at hygge sig indenfor.

I sidste uge var det Lærernes Dag i skolen. Jeg fulgte Elle i skole, og her så jeg, hvor flot der var pyntet op i hendes klasse med balloner og laminerede stjerner med citater fra børnene om deres lærere. Jeg er dybt imponeret over det flotte hjemmebag, der også stod på bordet. Jeg har selv undervist i mange år, men aldrig oplevet noget lignende. Måske skulle man bare huske at værdsætte lærerne og deres arbejde hver eneste dag ved at bakke dem mere op.




For længe siden købte jeg noget uldstof, som jeg ville sy en jakke af. Min svigerinde havde syet en smart jakke, som jeg gerne ville lave næsten magen til. Men vi kunne ikke finde mønsteret igen. Så det blev ikke til noget (selv om jeg har købt en del jakkemønstre (-:). Sidste år var jeg med en veninde i Lyngby på juletur. I en kunsthåndværkerbutik så jeg en busseronne, hvis stof mindede om det, jeg havde købt. Så jeg har længe gået med tanken om at sy en tilsvarende. Det fik jeg så endelig gjort forleden dag. Men denne gang kunne jeg selv lave mønsteret ved hjælp af gamle sweatshirtmønstre, som jeg ændrede på forskellig vis, fx lavede jeg en anden krave. Jeg er ganske godt tilfreds med resultatet.




Nu er jeg lige ved at have lavet tørklædet til Andreas færdigt. Det skal blot sys sammen, og jeg er kommet lidt længere end det fremgår af billedet her. Jeg håber, at han bliver glad for det.


Oppe på loftet fandt vi Mettes gamle dukkeseng. Den kommer nu med til det nye sommerhus. Jeg fik som en start syet en lille madras af noget mælkedrengestof, jeg har haft liggende i mange år. Nu skal jeg lige sy et lagen, en pude, en dyne og et sengetæppe. Så den bliver ikke klar til på lørdag, men det går nok.


Signe og jeg var i IKEA og i Jysk forleden dag, som det fremgår af billedet her. Der blev købt godt ind til efterårsferien i det nye sommerhus. Det skal nok blive rigtig lækkert og dejligt.


I Tyskland var der rund fødselsdag, og bordkortene var hjemmelavet svedskemarmelade. En rigtig god idé til efterligning.


Jeg fik en lille hilsen fra min datter i Berlin, og det kan man jo kun blive glad for. Jeg er sikker på, at hun mener det alvorligt. (-:

Det ses måske ikke så tydeligt på billedet nedenfor, men nu tørrer vi nogle af vores krydderurter fra sommerhuset på gardinstangen i køkkenet. Salvie og mynte, og det dufter dejligt. Vi vil ikke have gardin derude, for det tager alt for meget lys, men nogle urter går an.



Jeg har lige nået at sy to puder til de små piger til leg i sommerhuset. De får et lille cirkustelt fra IKEA, og så har de brug for nogle puder, de kan lægge derind. De kan jo også godt bruge puderne fra de små kurvestole, som jeg også har syet til dem. Stofferne her er bare rester, og jeg er sikker på, at pigerne (især den ældste) kan genkende alle stofferne fra andre ting, jeg har syet til dem.


Det ser endelig ud til, at håndværkerne er færdige  med at udskifte de gamle vinduer til nye vinduer og døre både i stuen og i soveværelset i Andreas lejlighed, men han har faktisk ikke kunnet bruge sin lejlighed rigtigt i over ti uger. Det er altså ikke særligt godt tilrettelagt fra entreprenørens side.

Nu er der desuden kommet nye billeder, ny hylde og nye smarte lamper. Det ser lækkert ud. Det eneste, der mangler, er altanen, og den går de vel i gang med at lave snart. Håbet er som bekendt lysegrønt. Det bliver utrolig dejligt med en vestvendt altan.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar