onsdag den 26. april 2017

Aprilvejr og puder i massevis.


Selv om vejret ikke rigtig indbyder til så mange udendørsaktiviteter, så er jeg alligevel i gang med at forberede, at vi kan sidde ude og hygge os på altanen og på terrassen.

Her har jeg syet nogle puder til Andreas' stole, som kan bruges både indenfor og udenfor på cafésættet, som han har købt til sin altan. Rigtig smart og også maskulint stof fra Stof og Stil.



Jeg har købt det mørke stof med stjerner på til at lave nogle boxpuder til stolene på terrassen. Der findes et gratis mønster på Stof og Stils hjemmeside, som jeg vil bruge. Jeg har købt puder i Ikea, som jeg vil putte indeni.


I går besøgte jeg Ikea og købte i alt 29 puder. Selv om de er rullet sammen, kan jeg godt love for, at de fylder meget. Hele bilen var fyldt med puder og cafesæt til Andreas' altan. Samtidig havde jeg to piger med, som hyggede sig rigtig meget. De var begge to hjemme fra henholdvis børnehave og skole, fordi de var syge, men heldigvis kunne de godt klare at være med.

Sidste år gik jeg i gang med at sy et tæppe af Balipops i batikfarver til Signe og Gregers. Det har længe ligget stille. Jeg havde store planer med et spændende mønster med kontrastfarve og opklipning i trekanter. Men da jeg så hvordan farverne egentlig rigtig kommer til deres ret, når de bare sys i den rækkefølge som de ligger i, så har jeg besluttet bare at købe noget batikstof til en bort og noget til kantning. Signe er heldigvis enig, og så tror jeg at de får et tæppe meget hurtigere.
Jeg er selv helt vild med de flotte farver.


Vi skulle til 70 års fødselsdag hos en god ven i lørdags. Han fik god fransk vin, en god fransk bog, en lavendel indpakket i lidt provencestof i en lille zinkbalje fra Søstrene Grene. Det var en dejlig fest, og fødselaren blev heldigvis glad for gaven.


Nu venter vi bar på godt vejr til weekenden. Håbet er som bekendt lysegrønt.Og det bliver træerne også ganske langsomt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar